Hus & have

Afvigelser fra helhedspræget
Kvarterets helhedsindtryk må ikke ændres. Det fremgår af den såkaldte deklaration der blev oprettet da kvarteret blev bygget i 1948. Men hvor stram er deklarationen egentligt? Spørgsmålet er blevet aktuelle i i lyset af at der i disse år sker en udbredt fornyelse af mange af kvarteres huse.


Deklarationen siger: „Der må ikke på ejendommene finde sådanne forandringer sted, at helhedsindtrykket ændres. Der må f.eks. ikke af ejere af de enkelte huse opføres karnapper, kviste eller andet der ændrer husets profil, ligesom facaderne på bygningerne skal bibeholdes ensartet, hvilket også gælder maling af døre, vinduer og udvendigt træværk.“

Bestyrelsen har på sit møde 19.10.06 tolket reglerne sådan at tre forhold skal holdes:
a) Tagene skal være af røde uglaserede tegl.
b) Facaderne skal være af den tidligere fastlagte puds.
c) Der må ikke foretages tilbygninger med mindre det sker på måde der bevarer kvarterets særlige karakter.

Når disse tre forhold overholdes, er det bestyrelsens mening at helhedsindtrykket bevares, men samtidig muliggøres variationer i detaljerne. Denne variation er i forvejen udbredt, og bestyrelsen ser ikke nogen grund til at forsøge at ændre dette forhold. Det bør derfor f.eks. være muligt at udskifte til et kældervindue til et større eller at sætte et ovenlysvindue i taget.

Det er muligt at der skal være en grænse, f.eks. hvis en ejer vil grave en have ud for at skabe et særligt stort kældervindue, eller hvis isætte indtil flere ovenlysvinduer. Her har bestyrelsen ikke fastsat nærmere grænser, men henstiller til at ændringer sker i respekt for arkitekturen. Det samme gælder træværkets farver. Deklarationen antyder at træværk skal være ens i farven. Her foretrækker bestyrelsen en friere tolkning svarende til den spredning i farver der faktisk er at se, men mener også at det måske kan gå for vidt, f.eks. når vinduer males spraglede eller lyserøde. Her vil bestyrelsen forbeholde sig ret til at kunne skride ind.