Bredbånd og kabel-TV igen fremme 17.6.05

Bestyrelsen har igen fået en forespørgsel om kabel-TV og bredbånd. Det blev diskuteret på bestyrelsesmødet den 14. juni.
Naturligvis kan man få en parabol, men bredbånd er mere perspektivrigt og alsidigt. Og skæmmer heller ikke husene.
Problemet er at der skal være mange med før det kan betale sig at installere bredbånd. Derfor er tidligere initiativer i foreningen faldet. I dag oplyser Dansk Bredbånd at der skal mindst 300 husstande med før de kan gå i gang. Det kræver at vi går sammen med andre foreninger.
El-selskabet NESA er ved at kabellægge elforsyningen og kan i den forbindelse installere det nye fibernet der er meget hurtigere end bredbånd. Kabellægningen kommer desværre først til vores område i 2008-09. Det ser bestyrelsen som den langsigtede løsning.
Vi kan i mellemtiden hælde vores hoved til den formentligt snarlige digitalisering af TV-signalerne hvor vi kan bruge almindelige antenner. Det ser dog ud til at udbuddet af TV-kanaler i første omgang ikke udvides væsentligt. I givet fald må vi acceptere parabolen som den midlertidige løsning.